Rundvisning på Vester Hedegaard d. 9. juli 2020 fra kl. 19-22

Kom og se, hvor melet til dit brød kommer fra.

Vi mødes ved gårdens gravhøj og går en tur på cirka 3 kilometer rundt langs gårdens marker og skove. Undervejs fortæller bonden om de mange forskellige spændende kornsorter og dyrkningen af dem, samt om det landskab som gården ligger i. Du vil også høre lidt om gårdens naturvenlige drift, og hvorfor vi mener, at det er vigtigt, at der også er plads til naturen.

Efter rundturen serverer vi hjemmebagt brød af eget mel samt kaffe, og der vil naturligvis være mulighed for at handle i mølleriet.

Vi overholder naturligvis alle retningslinjer i forbindelse med Covid-19, og brød og kaffe serveres udendørs, hvis vejret tillader det. Ellers går vi indenfor i laden, hvor der er god plads og mulighed for at holde afstand.

Husk praktisk fodtøj – vi glæder os til at se dig.