Rundvisning på Vester Hedegaard d. 9. juli 2020 fra kl. 19-22

Kom og se, hvor melet til dit brød kommer fra.

Vi mødes ved gårdens gravhøj og går en tur på cirka 3 kilometer rundt langs gårdens marker og skove. Undervejs fortæller bonden om de mange forskellige spændende kornsorter og dyrkningen af dem, samt om det landskab som gården ligger i. Du vil også høre lidt om gårdens naturvenlige drift, og hvorfor vi mener, at det er vigtigt, at der også er plads til naturen.

Efter rundturen serverer vi hjemmebagt brød af eget mel samt kaffe, og der vil naturligvis være mulighed for at handle i mølleriet.

Vi overholder naturligvis alle retningslinjer i forbindelse med Covid-19, og brød og kaffe serveres udendørs, hvis vejret tillader det. Ellers går vi indenfor i laden, hvor der er god plads og mulighed for at holde afstand.

Husk praktisk fodtøj – vi glæder os til at se dig.

OPDATERET! Corona virus – sådan gør vi

Efterhånden er der næppe nogen, som kan være i tvivl om, at Corona-situationen er alvorlig, og at vi alle må løfte i flok for at komme igennem den. Her på Vester Hedegaard har vi naturligvis også lyttet til de anbefalinger, som er kommet fra regeringens side. I første omgang vælger vi at holde fredagsåbent i mølleriet, som vi plejer, og giver en gratis surdej til alle, der besøger os i åbningstiden, såfremt man selv medbringer en beholder. Dette sker efter “først-til-mølle-princippet”, så længe lager haves.

Vi tager dog nogle forholdsregler for at mindske smitten og beder om, at man holder minimum en meters afstand til hinanden og gerne mere, og vi vælger at sætte en begræsning på maks 4 personer af gangen indenfor, ud over mølleren selv. Normalt plejer man at blive hilst velkommen hos os med et varmt og solidt håndtryk – det springer vi også over, mens denne Corona-krise står på. Der er også mulighed for at vaske fingre med vand og sæbe i vores forrum.

På denne måde håber vi på at kunne være behjælpelige med, at du ikke løber tør for mel, samtidig med at vi passer godt på os selv og vores kunder. På forhånd tak for jeres forståelse.